Nyt fra Hørsholm i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Hørsholm er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Tricktyveri, Helsinge

To mænd lavede torsdag kl. 11.00 et tricktyveri i en café på Østergade i Helsinge, da de betalte for to sodavand med en tusindkroneseddel. Umiddelbart efter, at de havde givet ekspedienten tusindkronesedlen, havde de holdt en tohundredekroneseddel, som de gerne ville have vekslet, op foran ansigtet på ekspedienten. Mens dette fandt sted udnyttede den ene af de to mænd muligheden til at fiske tusindkronesedlen op fra pengeskuffen. 

 

Påvirket kvinde kørte ind i træ, Helsinge

En 22-årig kvinde fra Helsinge kørte torsdag kl. 13.15 ind i et træ på Skovfogedvej i Helsinge. Ambulance og politi rykkede ud til stedet, hvor det viste sig, at kvinden var påvirket af narkotika. Der blev desuden fundet en joint og lattergas i bilen. Kvinden blev kørt på hospitalet for at blive tilset. 

 

Tog indbrudstyv på fersk gerning, Hørsholm

En 75-årig mand fra Hørsholm fandt torsdag kl. 13.29 en indbrudstyv der var i færd med at bryde en terrassedør op på Ørbækgårds alle. Den 75-årige anråbte indbrudstyven, der hurtigt tog benene på nakken. 
Manden beskrives af vidnet som: Mand, østeuropæisk af udseend, 35-45 år, 175-185 cm høj, kraftig af bygning. Manden var iført blå kasket og grøn sweatshirt og beskrives desuden som havende et rundt hoved. 

 

Forsøgt bedraget af falsk betjent, Birkerød

En 82-årig kvinde fra Birkerød blev torsdag kl. 15.20 forsøgt svindlet af en falsk betjent, der over telefonen påstod, at der var hævet et større beløb fra hende konto, og at en civil medarbejder derfor ville hente hendes kreditkort. 

 

Butikstyveri, Hillerød

En 46-årig kvinde blev torsdag kl. 16.31 taget for at stjæle kød for et større kontantbeløb i Rema 1000 på Milnersvej. 

 

Musik til ulempe, Tisvildeleje

Klokken 19.03 anmeldte en borger, at nogle unge hørte så høj musik i en have, at det var til ulempe for de omkringboende. En patrulje kørte til adressen på Toftevej og fik dæmpet musikken. Klokken 19.34 blev et selskab på Nordre Strandvej bedst om at skrue ned for deres soundbox, så den ikke generede de omkringboende.

Fest med omtanke – husk at skrue ned, når det bliver sent
Det er forståeligt, at du/I fester derhjemme. Det skal der også være plads til. Men husk at vise hensyn. Naboerne er måske ikke lige så festglade sent om natten, som du er. Fest med omtanke, og husk at skrue lidt ned for musikken, når det bliver sent.

Er du selv udsat for musik til ulempe? 
Før du ringer til politiet, så spørg festens personer, om de ikke nok vil skrue ned for musikken. En venlig henvendelse virker ofte, da de fleste sjældent er ude på at genere deres naboer. Virker en venlig henvendelse ikke, og fortsætter den høje musik – så kontakt politiet på 114. Vi er ved telefonen alle dage, døgnet rundt.

 

Sigtet for spirituskørsel, Helsingør

En 64-årig mand fra Helsingør blev klokken 19.06 standset, da han kom kørende ad Esrumvej. Her blev han sigtet for spirituskørsel og taget med på hospitalet for at få udtaget en blodprøve. Den skal nu analyseres for at fastlægge hans nøjagtige promille til brug for den videre behandling af sagen.

 

Sigtet for spirituskørsel, Tisvildeleje

Klokken 19.03 blev en 19-årig mand fra Frederiksberg standset, da han kom kørende ad Holløselund Strandvej. Her viste en alkometertest, at hans promille var højere end tilladt, og den 19-årige blev derfor sigtet for spirituskørsel. Herefter blev han bragt til hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den skal nu analyseres for at fastlægge hans nøjagtige promille til brug for den videre behandling af sagen. 

Klokken 22.20 blev en 45-årig kvinde fra Hellerup standset, da hun kom kørende ad Holløselund Strandvej. En alkometertest viste, at hendes promille var højere end tilladt, og hun blev derfor sigtet for spirituskørsel, hvorefter hun blev kørt på hospitalet for at få udtaget en blodprøve, som skal fastlægge hendes nøjagtige promille. 

Klokken 22.45 blev en 28-årig mand fra Hørsholm standset på Godhavnsvej. Han blev sigtet for spirituskørsel og fik udtaget en blodprøve, som skal fastlægge hans nøjagtige promille. Manden blev tillige sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han tidligere var frakendt førerretten og denne frakendelse stadig var gældende.

 

Sigtet for narkokørsel, Tisvildeleje

En 25-årig mand fra København blev klokken 19.43 sigtet for narkokørsel. Manden kom kørende ad Holløselund Strandvej, da han blev standset af en patrulje. Den 19-årige blev efterfølgende kørt til hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den bliver nu analyseret for at fastlægge hans nøjagtige påvirkningsgrad til brug for den videre behandling af sagen.

 

Parkering til ulempe, Tisvildeleje

Flere borgere i Tisvildeleje har anmeldt, at andre parkerer enten til ulempe eller direkte ulovligt ved at holde på privat grund, i indkørsler eller foran nødudgange. I de fleste tilfælde lykkedes det at få fat i bilernes ejere, som flyttede køretøjerne. En enkelt fik en bøde for ulovlig parkering.

 

Gik fra regningen, Tisvildeleje

En ældre herre, tre unge mænd og en kvinde gik torsdag aften ved 20-tiden fra regningen i Tisvilde Vinstue på Banevej, hvor de havde ladet sig beværte. Den ældre herre beskrives som A: 55-60 år, 170 cm høj, spinkel af bygning, lys i huden med gråt, kort hår, dansktalende og iført mørkeblå bluse. Han havde en blå taske over skulderen. De unge mænd beskrives som henholdsvis B: 25 år, 185-190 cm høj, spinkel af bygning, lys i huden med brunt kort hår, iført hvid t-shirt og cowboybukser, C: 25 år, 175-180 cm høj, kraftig af bygning, lys i huden med brunt krøllet hår, iført mørkt tøj og mellemblå bluse, D: Mellemblondt hår. Kvinden i selskabet beskrives som E: 25 år, 170 cm høj, kraftig af bygning, lys i huden med brunt, mellemlangt hår, der var sat op. Muligvis iført kjole.

 

Kørte i frakendelsestiden, Frederiksværk

En 29-årig mand fra Frederiksværk blev klokken 20.28 standset på Godthåbsvej. Her blev han sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han havde sat sig bag rattet, selvom han tidligere var frakendt førerretten og denne frakendelse fortsat var gældende.

 

Brand bag ovn, Hellerup

Det var formentlig en fejl i el-installation, som var årsag til, at der klokken 21.02 opstod brand bag et komfur i en villa på Svalevej. Der er ingen meldinger om personskade i forbindelse med branden.

 

Unge skabte uro, Ålsgårde

Klokken 21.15 kom en anmeldelse om, at flere unge skabte uro og uorden ved Falkenbergvej og opførte sig truende, når de blev bedt om at dæmpe sig. En patrulje blev sendt til stedet, men de unge var forsvundet og var ikke til at finde, da patruljen efterfølgende kørte rundt i området.

 

Talte et alvorsord med drenge, Kgs. Lyngby

En gruppe unge mænd i 15-års alderen sparkede torsdag aften på dørende hos nogle beboere på Chr. X’s Allé. En patrulje kørte til stedet og fik fat i drengene, som i klare vendinger fik at vide, at det ikke var en måde at opføre sig på. Drengenes forældre og de sociale myndigheder blev tillige orienteret om sagen.

 

Fik beslaglagt bil efter vanvidskørsel, Frederiksværk

En 19-årige kvinde fra Frederiksværk måtte se den bil, hun klokken 03.38 kom kørende i ad Skovfogedengen blive beslaglagt. Ved en alkometertest blev kvindens promille nemlig målt til over to, hvilket betegnes som vanvidskørsel og medfører beslaglæggelse af køretøjet. Der er blevet udtaget en blodprøve fra kvinden, som skal fastlægge hendes nøjagtige promille til brug for den videre behandling af sagen.

Ifølge færdsels- og straffeloven defineres vanvidskørsel som:

Kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km/t.
Kørsel med en hastighed på 200 km/t. eller derover
Spirituskørsel med en promille over 2,00

 

Derudover er det også vanvidskørsel, hvis man:
Udviser særlig hensynsløs kørsel - det kan fx være, hvis man i tæt trafik gentagne gange overskrider fuldt optrukne spærrelinjer og dermed skaber farlige situationer, eller hvis man kører imod færdselsretningen på en motorvej
Forsætlig forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed - det kan fx være, hvis man kører bilen ind på cykelstien for at forskrække cyklisterne, eller hvis man bevidst påkører fodgængere i et fodgængerfelt

 

Sigtet for tyveri fra biler, Hellerup

En 17-årig ung mand fra Skodsborg blev omkring klokken 04 natten til fredag sigtet for ni tilfælde af tyveri fra biler. Den unge mand var endvidere så beruset, at han også måtte køres på hospitalet for at blive tilset af sundhedspersonale. Forældrene til den 17-årige og de sociale myndigheder er underrettet om sagen.

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi