En 91-årig kvinde i Rungsted Kyst kontaktede politiet mandag lidt efter klokken 16, efter at hun havde mistanke om et forsøg på bedrageri.
Kvinden var blevet ringet op søndag af en person, der kaldte sig “Christian Thomsen” og sagde, at han var fra “Dagplejetemaet Hørsholm Kommune”. Han spurgte, om kvinden fik rengøringshjælp i sit hus, og havde ifølge kvinden flere oplysninger om hende, blandt andet hendes fulde navn, adresse samt husets antal kvadratmeter og værelser.
Manden tilbød, at en ung kvindelig ansat ved navn “Mathilde” kunne komme og gøre rent senere samme dag. Kvinden afslog, fordi tidspunktet passede hende dårligt. Efterfølgende slog hun telefonnummeret op og fik mistanke om, at der var tale om et bedrageriforsøg.
Kilde: Nordsjællands Politi