Nordsjællands Politi: Seneste nyt fra Hørsholm - onsdag den 16. juni

Profilbillede
dato

Hørsholm er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Køreplader stjålet, Dronningmølle

Tre køreplader er mellem søndag eftermiddag og mandag formiddag klokken 09.00 blevet stjålet fra en indkørsel på Pandehavevej. Tyveriet blev anmeldt tirsdag morgen klokken 07.09.

 

Værktøj stjålet fra varebil, Farum

Fra en varebil, som hold i Fuglsangpark er der mellem klokken 02.00 natten til tirsdag og tirsdag morgen klokken 06.30 stjålet diverse el- og håndværktøj. Tyven har knust en rude og skåret bilens sidedøre op for at skaffe sig adgang. Tyveriet blev anmeldt klokken 07.54.

Falsk betjent ringede til flere borgere, Værløse/Charlottenlund/Smørum

En 56-årig kvinde fra Værløse lod sig ikke narre, da hun tirsdag formiddag klokken 10.15 blev ringet op af en ukendt kvinde, som fortalte, at hun ringede fra politiet for at informere den 56-årige om, at man var på sporet af nogle krimielle, som ville forsøge at tømme den 56-åriges bankkonto. Den 56-årige var dog ikke sådan at narre, og da hun spurgte, hvorfor kvinden talte polsk, når hun ringede fra Københavns Politi, lagde den ukendte kvinde røret på.

 

En 69-årig kvinde fra Charlottenlund anmeldte klokken 12.40, at hun klokken havde fået 10.13 et lignende opkald, men afviste at give oplysninger om sin bankkonto.

 

Og klokken 11.29 ringede en kvinde med samme historie til en 62-årig mand fra Smørum og bad om hans bankoplysninger, så hun kunne standse et tyveri af penge fra hans konto. Det fremgår ikke af anmeldelsen, hvorvidt manden gav disse oplysninger.

 

Nordsjællands Politi vil gerne understrege, at den fremgangsmetode ikke benyttes af politiet. Vi advarer samtidig imod, at man giver person-, konto- eller Nem-id oplysninger til folk, man ikke kender. Bliver man ringet op af en person, som udgiver sig for at være fra politiet eller en anden virksomhed eller organisation, bør man bede om personens navn og ringe til det sted, som vedkommende siger, at de ringer fra for at få bekræftet dette. Her er det vigtigt, at man selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende virksomhed eller organisation og ikke ringer tilbage til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.

 

Ridser i lakken, Gentofte

Mellem klokken 17.15 og 18.15 mandag eftermiddag har en ukendt gerningsmand lavet ridser i lakken på en Peugeot, som holdt på Baunegårdsvej. Hærværket blev anmeldt tirsdag formiddag klokken 10.48.

 

Båd og bådtrailer stjålet, Gentofte

En båd af mærket Sea Ray samt en bådtrailer er mellem fredag klokken 17.00 og mandag aften klokken 19.00 blevet stjålet fra Garderhøjfort. Tyveriet blev anmeldt tirsdag formiddag klokken 11.41.

 

Kvinde fik hul i hovedet, Nivå

Et skænderi over en vandslange resulterede tirsdag eftermiddag klokken 12.23 i, at en 58-årige fik slået hul i hovedet. Kvinden var kommet kørende på sin el-scooter, da hun på Mariehøj traf en 47-årig mand, der var i færd med at vande med en vandslange. De to kom op at skændes, da kvinden blev ramt af vandet og der opstod efterfølgende noget tumult, hvor kvinden ifølge anmeldelsen blev slået i hoved både med knytnæve og med vandslangen, hvorpå der var monteret et brusehoved. Den 47-årige mand blev i forbindelse med sagen sigtet for vold.

 

Mand kom i klemme , Farum

Tirsdag eftermiddag klokken 13.21 kom en 32-årig mand fra Brøndby Strand i klemme mellem en køreplade og den lastbil, som han var ved at flytte kørepladen op i. Ulykken skete på Langemosevej, da kørepladen kom i svingninger og ramte manden i brystet, hvorefter han blev klemt mellem pladen og lastbilen. Den 32-årige blev kørt til hospitalet og Arbejdstilsynet blev tilkaldt for at undersøge forholdene på stedet nærmere.

 

Parkeringsbom ødelagt, Klampeborg

Mellem klokken 21.07 og 21.10 mandag aften er en parkeringsbom ved Bakkens p-plads blevet ødelagt. Hærværket blev anmeldt tirsdag eftermiddag klokken 14.05.

 

Aggressiv adfærd efter påkørsel, Farum

En 37-årig mand fra Sorø anmeldte klokken 17.44, at hans bil kort forinden var blevet påkørt af en orange varebil på Lucernemarken, og at føreren af varebilen samt passageren havde haft en meget aggressiv adfærd over for ham, inden de kørte fra stedet. En patrulje kørte til området for at lede efter varebilen, men det var ikke muligt at udfinde den i området. 

 

Butikstyveri, Lynge

Klokken 17.59 anmeldte personalet i SuperBrugsen på Lynge Bytorv, at de tilbageholdt en mand, som havde stjålet varer fra butikken. Manden, en 68-årig fra Allerød, havde en utryghedsskabende opførsel, og en patrulje kørte derfor til stedet, hvor de sigtede ham for butikstyveri og fik en alvorlig snak med ham om hans adfærd.

 

Butikstyveri, Kgs. Lyngby

En butiksdetektiv anmeldte klokken 18.04, at han stod i Lyngby Storcenter med to unge kvinder, som havde stjålet varer fra Normal. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf de to unge kvinder, en 16-årig fra Niv og en 15-årig fra Kokkedal. De blev begge sigtet for butikstyveri, og grundet deres unge alder blev der derefter taget kontakt til deres forældre samt de sociale myndigheder.

 

Biler fik knust ruder, Lynge

Mellem klokken 17.15 og 18.04 knuste en ukendt gerningsperson ruden i førersiden samt bagruden på en bil, som holdt parkeret på en parkeringsplads på Stensøvej. Der var ikke umiddelbart blevet stjålet noget fra bilen. Ifølge anmeldelsen havde også et andet køretøj, som holdt parkeret samme sted, fået knust en rude.

 

Tyveri, Kgs. Lyngby

En 76-årig kvinde fra Kgs. Lyngby anmeldte klokken 18.24, at hun klokken 17.35 havde hævet penge fra en hæveautomat på Jernbanepladsen, hvorefter hun havde stillet sin pose med varer og pungen med pengene ind på bagsædet af sin bil. Da hun ville køre fra stedet, opdagede hun, at bagdøren på bilen stod åben, og at posen med varer, pung og penge var blevet stjålet. Kvinden havde mistanke til en mand, som havde stået og kigget meget interesseret på hende, mens hun hævede penge i hæveautomaten.

 

Anmeldelser om knallertræs, Helsingør

Klokken 16.50 indløb der anmeldelse om, at der kørte knallerter rundt med høj fart på Krbg. Ladegårdsvej. En patrulje kørte til stedet for at lede efter knallertførerne, men det var ikke muligt at udfinde dem. 

Igen klokken 18.34 indløb der anmeldelse om, at tre-fire knallerter kørte ræs i området omkring Kingosvej, Blichersvej og Kongedammen. En patrulje kørte til stedet for at lede efter knallertførerne, men det var ikke muligt at udfinde nogen, der kunne sættes i forbindelse med hændelsen.

 

Butikstyveri, Helsingør

Personalet i Kvickly på Birkedalsvej anmeldt klokken 19.48, at de tilbageholdt en ung mand, som havde stjålet varer fra butikken. En patrulje kørte derfor til stedet, hvor de traf den unge mand, en 16-årig fra Helsingør, og han blev her anholdt og sigtet for butikstyveri. 

 

Spiritus- og narkokørsel, Jægerspris

Klokken 20.00 blev det anmeldt, at en personbil kort forinden havde kørt stærkt på Møllevej og i den forbindelse var kørt i en grøft. Under anmeldelsen gik bilisten i gang med at trække sin bil op fra grøften ved hjælp af et andet køretøj, og bilisten kørte derefter fra stedet. 

På baggrund af vidnebeskrivelser blev den formodede bilist, en 58-årig mand fra Jægerspris, efterfølgende truffet på sin adresse, og han blev her anholdt og sigtet for spiritus- og narkokørsel, idet han formentlig havde ført bilen med en promille over det tilladte og under påvirkning af euforiserende stoffer. 

Derudover blev en 48-årig mand fra Jægerspris med relation til den 58-årige anholdt og sigtet for trusler, idet han, i forbindelse med at bilen var kørt i grøften på Møllevej, havde truet vidner på stedet for at afholde dem fra at anmelde forholdet til politiet.

Den 58-årige bilist fik efterfølgende udtaget en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring hans eventuelle spiritus- og narkopåvirkning.

 

Færdselsuheld, Hellerup

En 21-årig mandlig bilist fra Kgs. Lyngby kom klokken 20.41 kørende i nordvestlig retning ad Kildegårdsvej, hvor han foretog en U-vending og i den forbindelse påkørte en 50-årig kvindelig bilist fra Hellerup, som kørte i sydøstlig retning af Kildegårdsvej. Herved blev kvindens bil skubbet ind i en bil, som holdt parkeret på stedet. Patruljer kørte til stedet, hvor det blev vurderet, at den 21-årige mandlige bilist formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer. Dette bekræftede et narkometer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel.

Den 21-årige blev derefter kørt til hospitalet for udtagning af en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring hans eventuelle narkopåvirkning.

Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade.

 

Færdselsuheld, Hørsholm

På Rungstedvej skete der klokken 20.41 et færdselsuheld, da en 38-årig mandlig bilist fra Hørsholm foretog en U-vending og i den forbindelse blev påkørt bagfra af en 19-årig mandlig bilist fra Nivå. 

Der skete ved uheldet ikke umiddelbart større personskade, men den 19-årige blev efterfølgende kørt med ambulance til tjek på hospitalet.

 

Målrettet indsats mod narkosalg på gadeplan, Helsinge

I forbindelse med en målrettet indsats mod narkosalg på gadeplan var Nordsjællands Politi tirsdag aften til stede i Helsinge med narkohundene Vaks og Fister. I den forbindelse blev en 21-årig mand fra Helsinge klokken 20.44 visiteret på parkeringspladsen foran Rema1000 på Rådhusvej. Her blev han fundet i besiddelse af en moderat mængde hash, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.

På en parkeringsplads bag Aldi på Bymosevej blev der klokken 21.09 fundet en mindre mængde hash på jorden. Personerne, som befandt sig nærved i to køretøjer, fik registreret deres generalia, men det var ikke umiddelbart muligt at fastslå et eventuelt kendskab til hittestofferne, og de blev derfor ikke sigtet for noget. 

 

Dreng kastede sten efter bil, Birkerød

En 58-årig mand fra Klampenborg anmeldte klokken 21.26, at han netop var kommet kørende ad Bistrupvej, da en ung dreng kastede en sten mod mandens bil, så den ramte bilruden, som der dog ikke umiddelbart tog skade i den forbindelse. En patrulje kørte til området for at lede efter drengen, og to unge personer blev kortvarigt eftersat, da de løb fra stedet. Det viste sig dog, at de ikke umiddelbart havde noget med hændelsen at gøre, og det var ej muligt at udfinde drengen, som beskrives som: 12-14 år, mør i huden. Iført rød hættetrøje.

 

Spirituskørsel, Helsingør

På H.P. Christensens Vej standsede en patrulje klokken 22.12 en 42-årig kvindelig bilist fra Helsingør. Her blev hun anholdt og sigtet for spirituskørsel, idet hun formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte.

Der venter nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring kvindens eventulle spirituspåvirkning.

 

Tyveri fra personbil, Hillerød

Klokken 01.54 indløb der anmeldelse om, at tre unge mænd iført sort tøj og mundbind var i gang med at bryde ind i en personbil, som holdt parkeret på Allékredsen. Patruljer kørte til stedet, men de tre mænd var i mellemtiden forsvundet derfra. Det kunne konstateres, at den forreste kofanger og lygterne fra en bil på stedet var blevet stjålet. 

 

Indbrud i skur, Kgs. Lyngby

På Hollandsvej var der klokken 02.10 indbrud i et skur. Her vågnede husets beboer ved, at to personer var i gang med at bryde døren ind til skuret op. Han råbte de to personer an, og de flygtede derefter fra stedet. En patrulje kørte til området for at lede efter de to personer, men det var ikke muligt at udfinde dem.

 

De to personer beskrives begge som: almindelige af bygning, 175-185 cm. Iført hættetrøjer og mørkt tøj.

 

Uro i tog, Kokkedal

Klokken 05.45 anmeldte personalet i et tog ved Kokkedal Station, at en ung kvinde med sin adfærd skabte uro, ligesom hun ikke ville vise ID. Toget holdt derfor stille på stationen med dørene lukkede, indtil en patrulje ankom til stedet. Her tog patruljen kontakt til den unge kvinde, en 16-årig fra Snekkersten, og fik en snak med hende om hendes adfærd, og der blev grundet hendes unge alder også taget kontakt til hendes forældre.

 

Indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 15.-16. juni 2021

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi