Hvem er du, hvad hedder din virksomhed, hvor ligger den, og hvad laver I?
“Mit navn er Lasse Holm, og jeg er indehaver af Estate Hørsholm & Rungsted. Vi er en lokal ejendomsmæglerforretning - med en synlig placering på Usserød Kongevej 18, 2970 Hørsholm - med stort fokus på ordentlighed, grundighed og personlig service. Vores mål er ikke blot at sælge boliger, men at skabe tryghed og gode oplevelser for både købere og sælgere. Vi arbejder primært i Hørsholm, Rungsted, Vedbæk, Kokkedal og de omkringliggende områder, hvor vi har et indgående lokalkendskab.”
Hvad fik dig til at vælge netop dette erhverv?
“Jeg har altid været fascineret af mennesker, boliger og handel. Ejendomsmæglerfaget kombinerer alle tre ting. Ingen dage er ens, og jeg synes, det er spændende at hjælpe mennesker videre til næste kapitel i deres liv. For mange er en bolig den største økonomiske beslutning, de træffer, og det ansvar tager jeg meget seriøst. Samtidig motiverer det mig at skabe resultater gennem hårdt arbejde, faglighed og gode relationer.”
Hvad er den vildeste forespørgsel, du nogensinde har fået fra en kunde?
“Jeg har oplevet mange usædvanlige situationer gennem årene, men noget af det mest specielle er, når kunder ønsker at sælge deres bolig helt diskret uden annoncering og uden, at naboer eller omverdenen opdager det. I nogle tilfælde har vi solgt boliger til mange millioner kroner, uden at de nogensinde har været officielt på markedet. Det kan også være noget så banalt som at hjælpe med at slå græs, gøre rent, hente nøgle i et sommerhus, fjerne løsøre fra kælderrum, skabe - ja historierne er mange, når man har været ejendomsmægler i mange år :)”
Hvad elsker du mest ved at drive virksomhed i netop Hørsholm?
“Det er fællesskabet og det lokale engagement. Hørsholm er et område med stærke lokalsamfund, aktive foreninger og mange ildsjæle. Som lokal virksomhedsejer møder man kunderne i supermarkedet, til sportsarrangementer, i skolegården eller på byens arrangementer. Det skaber et helt særligt ansvar for altid at levere sit bedste, fordi ens omdømme bliver bygget på de relationer, man skaber hver eneste dag.”
Hvilken anden lokal virksomhed fortjener mere lokal opmærksomhed?
“Der er mange dygtige lokale virksomheder i Hørsholm, men hvis jeg skal fremhæve nogen, må det være de mange mindre specialbutikker og lokale iværksættere - så jeg vil gerne fremhæve Cafe Kaiser, som hver dag bidrager til at skabe liv i byen. De er med til at gøre Hørsholm til mere end blot et sted, man bor – de gør det til et sted, man har lyst til at være. Generelt synes jeg, at vi som lokalsamfund skal blive endnu bedre til at støtte hinanden og handle lokalt. Det kommer os alle sammen til gode.”