Har du lyst til at være med til at udvikle faglighed og samarbejde på en arbejdsplads, hvor ikke to dage er ens? Vil du være med til at skabe udvikling og sammenhæng for en gruppe engagerede medarbejdere? Så er det her, du skal søge!
Om stillingen
Udrejsecenter Sjælsmark drives af Kriminalforsorgen på vegne af Udlændingestyrelsen. Vores formål er at indkvartere asylansøgere, der ikke har perspektiv for lovligt ophold i Danmark, samt sikre dem et trygt og værdigt ophold indtil udrejse. Vi har kapacitet til 400 beboere, aktuelt er vores gennemsnitlige beboer antal mellem 60-100.
Udrejsecenter Sjælsmark har ca. 36 ansatte fordelt på institutionsmedarbejdere, køkkenpersonale, værkmestre, ledelse og en administrativ medarbejder. Der er et tilsvarende antal medarbejdere fra andre aktører, hovedsagelig Røde Kors, der enten fungerer som leverandører til Kriminalforsorgen, eller har selvstændige kontrakter med Udlændingestyrelsen.
Som enhedsleder indgår du i ledelsesteamet med enhedschef og institutionschefen og medvirker til at sikre drift og målopfyldelse. Samtidig indgår du i Institution Nordsjællands samlede ledelse og samarbejder i dagligdagen med øvrige ledere på tværs af institutionens enheder.
I dit daglige arbejde er du nærværende og tilgængelig for at give faglig sparring til dine medarbejdere og skabe tværgående sammenhæng mellem enhedens forskellige fagligheder og differentierede arbejdsopgaver. I det arbejde forventes en høj grad af tilstedeværelse og direkte ledelse/instruktion af medarbejderne, således at de oplever nærværende ledelsesmæssigt fokus på kvalitet, effektivitet og udvikling i arbejdsopgaverne. Af denne grund skal du have gode samarbejdsevner og forståelse for andres personlige og kulturelle perspektiver. Du skal som minimum beherske dansk og engelsk.
Om dine opgaver
Som enhedsleder vil dine opgaver være dynamiske og kunne ændre sig over tid, men du skal som udgangspunkt kunne varetage følgende:
- Faglig ledelse og sparring
- Instruktioner og konstruktiv feedback til medarbejderne
- Sikre ensartethed og fælles standarder for opgaveløsningen
- Bidrage til at udvikle og styrke kvalitet i dokumentationsarbejdet
- Arbejde med fokus på trivsel, herunder at bidrage til at nedbringe sygefravær
- Sikre den daglige postbesættelse i samarbejde tjenestetidsenheden
- Afholde akut- og defusingsamtaler (undervisning i kriminalforsorgens kriseberedskab tilbydes)
- Deltage i samarbejds- og arbejdsmiljøopgaver.
- Du har gerne allerede erfaring med ledelse eller lyst til lede andre gennem retning, engagement og tillid
- Du kan nedbryde mål til konkrete arbejdsopgaver og loyalt arbejde for at gennemføre de trufne beslutninger, som enhedschef og institutionsledelse melder ud
- Du udviser integritet og gennemslagskraft og går foran som en rollemodel for medarbejderne
- Du er fagligt stærk og har lyst til fortsat at udvikle dig som menneske og leder inden for et komplekst område
- Du sætter tydelige mål og rammer for udviklingen af det faglige arbejde og bidrager til et godt arbejdsmiljø
- Du har gode mundtlige og skriftlige kompetencer, og er en god kommunikator
- Du har humor, er tillidsvækkende og et samarbejdende menneske, som sætter en ære i, at vi sammen udfører et arbejde, som vi kan være stolte af
- Du kan udøve ledelse med engagement og tillid
- Du opsøger ny viden og formidler denne aktivt i institutionen
- Du har en relevant lederuddannelse, og/eller fortsat ønsker at udvikle og dygtiggøre dig som leder.
Stillingen er til besættelse snarest muligt.
Ansættelse og aflønning sker efter relevant gældende overenskomst afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund sammenholdt med stillingsindholdet.
Hvis du i forvejen er tjenestemandsansat i staten, kan der være mulighed for at bevare din tjenestemandsansættelse.
Som enhedsleder arbejder man i dagtjeneste, med mulighed for fleksibel arbejdstid efter behov. Du er ikke omfattet af reglerne om højeste arbejdstid (tjenestetid). Som udgangspunkt er din arbejdstid 37 timer om ugen, og du har pligt til at påtage dig merarbejde.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem din ansættelse.
For tjenestemænd er ansættelsesområdet Justitsministeriet med tilhørende institutioner.
For overenskomstansatte er ansættelsesområdet Kriminalforsorgen.
Arbejdsstedet er Sjælsmarkvej 10, 2970 Hørsholm.
Søg stillingen
Du søger stillingen via knappen "Søg stillingen”.
Ved at søge elektronisk sikrer du, at ansøgningen modtages korrekt og dermed, at du kommer i betragtning til den ledige stilling.
Ansøgning, CV, dokumentation for uddannelse og forudgående erfaring samt andet relevant materiale skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest mandag den 6. oktober 2025.
Som tjenestemand skal du, inden ansøgningsfristens udløb den 6. oktober 2025, uploade din ansøgning, samt anmode din nærmeste chef om at få en bedømmelse. Bedømmelsen skal være uploadet senest tirsdag den 10. august 2025.
Vi forventer at holde samtaler umiddelbart efter, inden for almindelig kontortid.
Hvis du indkaldes til samtale, bedes du til samtalen medbringe identifikation f.eks. pas eller kørekort.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du i forbindelse med samtalen giver dit samtykke til, at Kriminalforsorgen må indhente og vurdere oplysninger om dig i det Centrale Kriminalregister.
Inden ansættelse skal vi modtage dokumentation for CV.
Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.
Yderligere oplysninger
Ønsker du at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Enhedschef Henriette Nguyen 72 55 55 22.
Om Kriminalforsorgen Øst
Område Øst består af et områdekontor og otte institutioner fordelt på hele Sjælland, Bornholm og Færøerne.
Institutionerne består af to åbne og to lukkede fængsler, 15 arresthuse, syv KiF afdelinger, fire fodlænkeafdelinger, Ungekriminalforsorgen, fire udslusningsfængsler, et udlændingecenter og et udrejsecenter.
I alt ca. 2000 ansatte.
For yderligere information om Kriminalforsorgen henvises til hjemmesiden www.kriminalforsorgen.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Hørsholm Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Udrejsecenter Sjælsmark, Sjælsmarkvej, 2970 Hørsholm
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 06-10-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/679db39d-2894-4d28-a9a4-34e2bc5f8452