Spændende nyoprettet stilling
Drømmer du om at være med til at give de mindste børn de bedste vilkår for trivsel og udvikling? Er du en anerkendende sparringspartner for pædagogisk personale og ledere? Så er stillingen som pædagogisk udviklingskonsulent i Hørsholm Kommune måske drømmejobbet for dig.
Hørsholm Kommune søger en faglig stærk pædagogisk udviklingskonsulent med central placering på Hørsholm rådhus. Stillingen ønskes besat fra 1. marts 2025.
Din hverdag
Som pædagogisk udviklingskonsulent bidrager du til at styrke kvaliteten i vores dagtilbud. Det gør du ved at indgå i et tæt samarbejde med leder af dagtilbudsområdet, den pædagogiske konsulent, 12 dagtilbudsledere, dygtige kolleger i Center for Dagtilbud og Skole samt den øvrige forvaltning. Dine primære opgaver bliver:
- At understøtte arbejdet med drift og udvikling på dagtilbudsområdet.
- At understøtte dagtilbudslederne i deres arbejde ude i de enkelte dagtilbud.
- At arbejde med konkrete børnesager og håndtere forældrehenvendelser.
- At deltage i at føre pædagogisk tilsyn i vores dagtilbud og drive opfølgningsprocesser.
- At varetage og sikre tværfaglig koordinering mellem fx PPR, det socialfaglige børneområde og dagtilbud.
- Udarbejde oplæg til politiske sager.
Igennem 2023 og 2024 har hele området gennemgået et fælles kompetenceløft om relationskompetencer og det nye børnesyn. Næste store fælles tema og kompetenceløft i Hørsholm Dagtilbud er Leg – med fokus på den legende tilgang, de voksnes understøttelse og deltagelse i leg og deltagelsesmuligheder for alle børn gennem leg.
Dagtilbudsområdet står overfor et udviklingsprojekt i forhold til at højne niveauet for inkluderende praksis i de almene børnefællesskaber. Desuden har vi en fokuseret indsats i forhold til rekruttering og tilknytning, samt at være en god uddannelseskommune for pædagogstuderende og PAU-elever.
Du vil få en central rolle i dette arbejde som faglig videns- og nøgleperson.
Din profil
Vi søger dig som:
- Er uddannet pædagog og/eller har en kandidatgrad i generel pædagogik, sociologi eller pædagogisk psykologi eller anden relevant akademisk uddannelse.
- Har flere års erfaring fra dagtilbudsområdet enten som leder eller fra lignede job som pædagogisk udviklingskonsulent.
- Har erfaring med kommunale arbejdsgange og forståelse for at arbejde i en politisk ledet organisation.
- Har indgående kendskab til hverdagen i et dagtilbud.
- Har viden og erfaringer om børn i udsatte positioner og have blik for alle børns deltagelsesmuligheder.
- Har stor erfaring med at drive pædagogiske udviklingsprocesser, så den gør en forskel for børnene.
- Har gode relationskompetencer og situationsfornemmelse.
Center for Dagtilbud og Skole – din nye arbejdsplads
Du bliver en del af en faglig ambitiøs arbejdsplads med fokus på udvikling og med gode muligheder for at arbejde tværgående og beskæftige dig bredt med centrets samlede ansvarsområde, herunder også specialområdet. Du bliver også del af en arbejdsplads, hvor vi arbejder projektorienteret og i teams og har fokus på, at vores arbejde skal være præget af strategisk helhed.
Center for Dagtilbud og Skole har ansvaret for at styrke og udvikle dagtilbuds- og skoleområdet i Hørsholm Kommune, betjene politikere samt varetage de samlede administrative opgaver inden for de to områder. Vores mål er at udvikle dagtilbud og skoler, hvor alle børn har mulighed for at udvikle deres potentiale og får stærke faglige og sociale kompetencer, så de bliver dygtige til at mestre livet.
I centeret er vi en centerchef, en leder af dagtilbudsområdet, administrative medarbejdere og konsulenter med hver deres opgaver. Du vil indgå i den samlede medarbejdergruppe i Center for Dagtilbud og Skole og din nærmeste leder bliver leder af dagtilbudsområdet og nærmeste kollega er pædagogisk konsulent. Centret er præget at et godt arbejdsmiljø med en behagelig omgangstone og et godt grin prioriteres i en travl hverdag.
I Hørsholm Kommune har vi 9 kommunale dagtilbud, 2 selvejende dagtilbud, 6 private dagtilbud, 1 puljeinstitution samt dagplejen.
Løn og ansættelsesforhold
Stillingen som pædagogisk udviklingskonsulent er på 37 timer om ugen med mulighed for fleksibel arbejdstid og hjemmearbejdsdage. Stillingen ønskes besat fra 1. marts 2025. Ansættelses- og lønvilkår fastsættes i henhold til gældende aftale om Ny løn samt faglige og personlige kompetencer.
1. samtale afholdes 21. januar 2025 og 2. samtale afholdes 27. januar 2025 efter 11.30. Skriv tydeligt i ansøgningen, hvis du kun kan deltage i samtale i et bestemt tidsrum på de anførte dage.
Mellem de to samtaler gennemføres personlighedsprofil. Ved 2. samtale indgår desuden en case.
Du kan læse mere om Hørsholm Kommune på www.horsholm.dk
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til Annette Vassing, leder af dagtilbudsområdet, tlf.: 2424 9441.
Sådan søger du
Du søger stillingen elektronisk og du bedes uploade ansøgning, CV og relevante eksamensbeviser.
Ansøgningsfristen er d. 16. januar 2025.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Hørsholm Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Hørsholm Kommune, Rådhuset, Slotsmarken , 2970 Hørsholm Kommune - DOS
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 16-01-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/29793dac-4653-4909-8603-e35fe2a24b34