Tak for en fantastisk modtagelse af Rungsted Havnefest 2024!

Foto: Foto: Emanuel Adam. Sanne Salomonsen spillede solen frem til Rungsted Havnefest 2024
dato

Tak for en fantastisk modtagelse!

Rungsted Havnefest 2024 blev en uforglemmelig oplevelse, hvor gæster, erhvervsliv, klubber og foreninger i fællesskab skabte en unik atmosfære på havnen. Med et nyt fokus på musik og aktiviteter blev havnefesten et strålende eksempel på, hvad vi kan opnå sammen.

Fra fredag til søndag summede havnen af liv, musik og gode oplevelser. Fredagen startede med et uforudset regnvejr, men gæsterne fandt ly under tipiteltene med stemningsskabende lyskæder, mens Sanne Salomonsens energi snart fik solen til at bryde frem, og publikum strømmede til scenen.

Store danske kunstnere som Lord Siva, Uffe Holm, Casper Christensen, Torben Chris og Tim Christensen var også på scenen fredag og leverede uforglemmelige optrædener, og TooManyLeftHands lukkede aftenen med et brag.


Foto: Emanuel Adam

Lørdagen bød på strålende sol, blå himmel og lækker musik. Vedbæk Livgarden marcherede dagen i gang gennem havnen og ind på koncertpladsen, hvor Beverly Hills Orchestra hurtigt skabte feststemningen. Johnny Deluxe og Søs Fenger fortsatte i sikker stil og Hans Philip sluttede aftenen af med sin bløde følsomme vokal, mens den smukke måne kastede sit skær over Rungsted Havn.

Søndag skiftede fokus til de yngste med en dag fyldt med sportsaktiviteter og leg. Lokale klubber og foreninger bød på alt fra dramatisk Mand over Bord øvelse på Øresund og vandski til skattejagt, og Bamsehospitalet havde travlt med at tage sig af børnenes trofaste bamser. Dagen sluttede med en spændende paddleboard dyst, der samlede både restauranter, klubber og borgere i en sjov og underholdende afslutning på en fantastisk weekend.


Foto: Emanuel Adam

 Havnechefen Anders Söderberg udtaler:

Rungsted Havnefest løb af stablen i et nyt og professionelt format. Fokus blev lagt på et højt serviceniveau og et musikprogram med velkendte danske kunstnere.

Havnen fik vist at den kan rumme events med flere tusinde gæster, selv under udfordrende vejrforhold.

Vi glæder os over den store opbakning fra havnens erhvervsdrivende, sportsforeninger, sejlere og byens borgere og ser frem til en gentagelse i 2025.

Formand for Rungsted Havns Erhvervsforening Mikkel Glahn udtaler:

Jeg er utrolig taknemmelig og glad for, hvordan vi fik løst årets havnefest sammen. Vi fik prøvet pladsen af til en enorm mængde gæster, som besøgte havnen for at hygge og feste. Jeg oplevede et sammenhold for alle dem, der normalt arbejder på havnen, enten som restauratør eller som anden erhvervsdrivende. Det var et skønt miljø at mærke.

Vi så et strøg komme til live, som normalt benyttes til parkering; bagindgangen blev til merkantile boder med liv og glæde. Vi oplevede, at man nød maden både på kajen og på pladsen. Man kunne færdes ude som inde – et voksent publikum, som benyttede havnen.

Jeg havde håbet på en succesfuld havnefest, og den indfriede alle mine egne forventninger. Jeg ser frem til, at havnen gentager og udvider med boder og oplevelser, så vi stolt kan vise vores havn frem til endnu flere besøgende."


Foto: Emanuel Adam

Projektkoordinator og pressechef for Rungsted Havnefest Camilla Barner-Christensen tilføjer:

"Vi er utrolig taknemmelige for den varme modtagelse, Rungsted Havnefest fik i år. Det var en sand fornøjelse at se, hvordan både gæster og lokale klubber, foreninger og erhvervsliv bidrog til at skabe en fest, der summede af glæde og fællesskab. Vi er stolte over at kunne inddrage så mange af byens aktører, og vi ser allerede frem til at byde jer velkommen igen næste år."

På vegne af Rungsted Havnefesten takker vi alle involverede og ser frem til at se jer næste år!

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.